Sumi-e Historie 墨絵/水墨画 歴史
Sumi-e blev bragt til Japan af Zen-præster i det 13. århundrede og er nært knyttet til filosofien i Zen-buddisme. Ligesom man i Zen kan udtrykke sandheden i et enkelt ord efter timers meditation, således bruger man i sumi-e nogle få udtryksfulde penselstrøg.
Sumi-e blev populær i Muromachi æra sammen med fremkomsten af Zen, som blev indført fra Kina siden Kamakura periode. Sumi-e er udviklet i Kina og derefter indført til Japan. Man reproducerer værker med landskaber, bjerge, træer klipper og floder. Det menes at være baseret på Zen buddhismen, der udtrykker deres egen ånd inden for det begrænsede sorte blæk, og det siges at være en faktor til at udvikle Sumi-e fordi der er mange Zen præst er Sumi-e kunstner i Kina og Japan.
Det fleste dygdige malere blev udviklede færdigheder ved at omhyggeligt kopiere billedet.
Efter Muromachi period(fra ca. 1300 til midten af 1500-tallet), blev det moderne blandt Zen-munke at udstille kinesiske digte skrevet på hængende ruller (kakejiku), og det også blev almindeligt at udsmykke ”fusuma” skydedørs-paneler i Buddhist templer og andetsteds med landskabs-malerier i tusch. Sesshu skabte en selvstændig Japansk stil af tusch-maling, som adskilte sig fra tidligere arbejder som blot havde kopieret Kinesiske former. I Azuchi-Momoyama perioden (fra ca.midt i 1500- til midt i 1600-tallet) og den tidlige Edo periode (fra ca. 1600 til midten af 1800-tallet) blev der udført pragtfulde flerfarvede ”kompeki” malerier som skillevægge, men skillevægge med suibokuga malerier var også moderne, og begavede kunstnere som Hasegawa Tohaku og Tawaraya Sotatsu, brugte deres egen unikke pensel technik til at udføre værker af tusch-maling som 
udtrykte det fulde potential i dette medium. I Edo perioden blev der lavet bunjinga (literati maling) af lærde mænd som Ike no Taiga, Yosa Buson, og Uragami Gyokudo, der derved åbnede helt nye muligheder med deres fri og uhæmmede stil i tusch-maing..
